Det er vinduer skabt med respekt for traditioner, der produceres på Tofterup Maskinsnedkeri i det sydvestlige Jylland. Den lille virksomhed har specialiseret sig i vinduer og døre til ældre og ofte bevaringsværdige huse, hvor det er krævet, at vinduer, der skiftes skal være så magen til de originale som muligt. Produktionen har indtil for nyligt været 100 % manuel, men nu har virksomheden taget et stort spring og investeret i et 5-akset CNC-bearbejdningscenter fra SCM med AlphaCam-system.
”Vi har ikke tidligere haft CNC her i virksomheden, og ingen af os havde prøvet at køre med CNC før”, fortæller Keld Callesen, indehaver af Tofterup Maskinsnedkeri, ” men jeg kunne sagtens se de fordele, vi kunne opnå ved at investere i CNC, som vores LINDLARSEN-konsulent fortalte om, når talen faldt på optimering af vores produktion. Med CNC kunne vi producere mere og spare tid andre steder i produktionen. Samtidig ville vi få løst nogle af problemerne med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Ved fx dørkarme er der jo mange tunge løft, og dem ville vi også gerne af med. Vi ville også opnå en mere præcis og nemmere beslåning af vores døre og vinduer. Egentlig var det i begyndelsen blot en maskine til beslåning af massivtræsdøre vi kiggede efter, men på en inspirationstur med LINDLARSEN til SCM i Italien, så vi en 5-akset SCM Record demonstreret. Det var faktisk netop den maskine, vi endte med at købe efter kompetent rådgivning med overbevisende argumenter, samt et godt, positivt indtryk af SCM, som turen gav.”
Mange fordele ved teknikken Tofterup Maskinsnedkeri har valgt at få AlphaCam på CNC-maskinen. Det system betyder, at der blot skal indtastes bredde og højde på emnet samt om det er højre- eller venstrevendt, så klarer maskinen resten. Program til bearbejdning og beslåning ligger allerede i maskinen. En yderligere fordel er en forbedring af dokumentationen – med AlphaCam’en kan der nemt printes måltegninger mv, som kan sendes til kunden. Op til leveringen af maskinen har 2 mand, hvor af Keld Callesen er den ene, været på kursus af flere omgange hos Østjysk Cad Cam i at anvende AlphaCam-systemet. Nu er Keld Callesen så gået i gang med at producere bl.a. rammer på maskinen, og når man er fortrolig med det, skal den sidste omgang undervisning afholdes, så det bliver en gradvis opbygning af viden. Som Keld Callesen udtrykker det: ” Det kan godt være lidt af en mundfuld, når man som mig ikke har brugt computer ret meget og aldrig har interesseret sig for CNC, men jeg kan jo sagtens se fordelen ved teknikken, og jeg kan allerede nu se, at resultatet bliver rigtig godt. Det er en kæmpe fordel for os, at vi kun skal lave programmer én gang, så er det hele i maskinen”. Man kan også allerede nu se, at maskinen kommer til at frigive tid i produktionen.
Leverer til restaureringer Og det er nødvendigt. Tofterup Maskinsnedkeri har her i sommer etableret samarbejde med Theill Vinduer og Design i Holsbæk, der er en selvstændig salgsvirksomhed på Sjælland med mange års erfaring i salg af vinduer og døre. Det har allerede nu givet en meget stor vækst i produktionen, faktisk næsten en fordobling. I dag afsættes halvdelen af produktionen til Københavnsområdet og Nordsjælland, hvor vinduerne især anvendes til restaureringsopgaver. Andre 25% af produkterne leveres til Fanø, hvor lokalplanen dikterer, at husenes udseende bevares med vinduer som dem fra Tofterup Maskinsnedkeri.
Høj kvalitet og lang levetid Man anvender i høj grad Sibirisk lærk i produktionen. Og ved hjælp af bl.a. håndsortering af træet og omhyggelig opskæring sikres det, at der ikke er knaster på synlige sider. Den sibiriske lærk har naturligt meget få knaster og er samtidig 100% kernetræ med en lang levetid. Tofterup Maskinsnedkeri har netop udvidet med nye produkter: Vinduer med koblede rammer og indvendige døre i massivtræ, som også har medvirket til at øge væksten. Medarbejderstaben i den lille virksomhed er netop fordoblet fra 2 til 4 medarbejdere henover ferien. ”Jeg har egentlig en baggrund som maskinsnedker fra møbelbranchen, men været her i mere end 10 år; Det er dog først for 6 år siden, jeg købte virksomheden. Jeg er forsat på den igangværende produktion med vinduerne til de ældre huse. Det er en god niche, hvor der ikke er så mange andre producenter på markedet, og hvor der er rum til fremtidig ekspansion ”, slutter Keld Callesen. |
|
 |