Hvis man som virksomhed har en filosofi om, at man vil være fleksibel, stiller det store krav til maskinparken, så det er til stadighed nødvendigt at forbedre sig og effektivisere produktionen. Især hvis man også vil yde god service. De overvejelser var man også ude i hos Fredericia Maskinsnedkeri, inden man valgte at investere i et 5-akset CNC-bearbejdningscenter fra Lindlarsen A/S. ”Målsætningen var større fleksibilitet og så muligheden for at udvide og ændre nogle af vores indsatsområder”, fortæller virksomhedens indehaver Ruben Sørensen.
Man så Morbidellis Author X5 som en maskine, der kunne sikre virksomheden et godt stykke ud i fremtiden og derfor valgte man at satse på den. Maskinen er ikke Fredericia-virksomhedens første fra Morbidelli. Derfor vidste Ruben Sørensen, at han kunne stole på kvaliteten. Han mener, at CNC er fremtiden og hvorfor så ikke få sig en 5-akset maskine, når han havde ambitioner om at tage større ordrer ind og lave noget, de fleste andre ikke kan? Morbidelli maskinen passer godt til virksomhedens behov, fordi den kan bruges til store professionelle serier samtidig med, at den gør enkeltstyksproduktion nem og rentabel. Den kan sættes ind, hvor 3- eller 4-aksede maskiner kommer til kort.
Samme produktion på mindre tid
På spørgsmålet om, om virksomheden så laver andre ting end tidligere med den nye maskine, svarer Ruben Sørensen, at de laver det samme og noget ekstra. ”Med en maskine, som kan udføre arbejdet hurtigere end vi kunne før, ryger der selvfølgelig noget mere gennem produktionen, men vi laver stadig også de helt almindelige ting, som vi plejer. Mest lokalt arbejde og især vinduer og døre. Men maskinen har givet os mulighed for der ud over at tage specielle ordrer ind.”
Æstetikken er jo vigtig for forbrugerne. Vinduer er ikke bare vinduer. De skal se ud af noget og passe til resten af boligen og med det nye bearbejdningscenter kan virksomheden lave flotte ting meget hurtigt. Fordelene ved en CNC-maskine bliver tydelige ved opgaver, som ville være meget tidskrævende på manuelt betjente maskiner. Mangel på præcision ved fx buede vinduer hører fortiden til, for man programmerer CNC-maskinen og så udfører den det samme arbejde i det antal, der er brug for. Når emnet ligger fast, bliver det enormt præcist. Virksomheden er dermed godt gearet til at lave alt fra specialopgaver over prototyper til serieproduktion.
Udvidelse af produktionsfaciliteterne
Trods stagnerende huspriser ser man i virksomheden ingen tegn på afmatning. Siden Ruben Sørensen d. 1. januar 2006 overtog virksomheden, som har eksisteret siden 1913, har den været inde i en rivende udvikling. På halvandet år er de gået fra mellem tre og seks medarbejdere til de omkring tyve og man har lige udvidet med en ny stor produktionshal på 1300 m2, som man selvfølgelig selv har bygget. Virksomhedens arbejdsopgaver spænder vidt, lige fra småopgaver hos ”fru Jensen” til større ordrer udført for store virksomheder. Kundelisten omfatter bl.a. Dong.
Holdningen i virksomheden er, at ting skal gøres ordentligt. Det har også haft indflydelse på valget af medarbejdere. Det skal være gode håndværkere. Derfor ser han det heller ikke som noget problem at ansætte udlændinge. ”Det er jo underordnet, om de taler tysk, polsk eller dansk - bare de kan deres håndværk”, siger han. Derfor kan det heller ikke undre, at man har valgt netop den 5-aksede maskine. Kvaliteten og effektiviteten kommer i første række og så må man finde ud af de udfordringer, anskaffelsen medfører, senere. Umiddelbart kan det ved synet af den mildt smilende, venlige mand være svært at forestille sig, hvor kompromisløst man i virksomheden satser på kvalitet over hele linien, men det bliver hurtigt tydeligt.